Debatindlæg af Mette Nielsen (S) Folketingskandidat og byrådsmedlem i Viborg Kommune.

Det bekymrer mig, at velfærdsuddannelserne ikke længere er så attraktive, som de tidligere har været. Der er et fald i søgningen til: Folkeskolelærer, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere. Det er en bombe under fremtidens velfærd. Derfor skal der gøres noget nu. Og det skal ske fra Christiansborg. Der er nødt til at blive lavet en handlingsplan for rekruttering til velfærdsområderne.

Når ovennævnte bekymrer mig så er det fordi, at der allerede nu på flere områder mangler hænder i fremtiden. Regeringen har udtrykt et klart ønske om flere sygeplejersker og flere pædagoger. Derudover ved vi, at der allerede nu er udfordringer med at finde nok uddannede pædagoger, sygeplejersker, SOSU-hjælpere og assistenter. Hvis ikke der gøres noget, så får vi kæmpe store udfordringer med at opretholde et anstændigt niveau for vores kernevelfærd på alle velfærdsområderne!
Der er mange bud i medierne fra eksperter og politikere på, hvad der er årsagen til den mindre søgning. Det ene bud er selvfølgelig lige så godt som det andet.

Jeg har gennem 31 af mine 50 år fulgt området tæt. Som pædagogmedhjælper i en børnehave som 19-årig, pædagogstuderende på Viborg Seminariet, arbejde som uddannet pædagog på Julemærkehjemmet i Hobro og senere i en SFO. Jeg tog derefter en kandidat i pædagogisk sociologi fra DPU. Jeg har efterfølgende været både medarbejder inden for det specialiserede område med mennesker med autisme/problemskabende adfærd og derefter leder på området i otte år. Jeg har også i mine 16 år i Viborg Byråd 12 års erfaring med social, ældre og sundhedsområdet – hvor de otte år var som formand. Og sidst men ikke mindst så var jeg udpeget til KL´s Børne og Kultudvalg og Rådet for Børns Læring. Så ja, der er mange kasketter, som er med et til at nuancere mit bud på, hvad der er sket gennem tiden og hvad der skal til:

– Der er de sidste MANGE år – men med turbo de sidste 15-16 år – kommet øgede krav til både faglighed og specialisering i forhold til indsatsen. Det gælder for alle velfærdområderne.

– Lad mig give et eksempel: Da jeg startede som 19- årig pædagogmedhjælper i en børnehave (31 år siden) Der børstede vi tænder på alle børn efter frokost. Det var der fin tid til og det var SÅ hyggeligt. Senere er der kommet forældrebestyrelser, en masse dokumentation og vurderinger af det enkelte barn og pædagogiske læreplaner. Tiltag som på alle parametre kan styrke den faglige indsats. Alt sammen for at gøre det bedre og for at gribe ind, hvis noget er galt i trivslen hos det enkelte barn. Der er BRUG for at gribe ind, hvis børn og forældre har brug for støtte i deres hverdag. Men man skal huske på, alt med papir og dokumentation (også for alle dem som trives) Det tager tid fra det enkelte barn – samlet set. Altså tid fra historiefortælling, sang, gåture på legepladsen i hånd med en voksen, hvis man er ked af det, eller ”bare” er på jagt efter en snegl osv.

– Italesættelsen af velfærdsområdet har lidt nogle forskellige knæk. Tidligere var ”det med mennesker” (særligt SOSU-hjælper og pædagog) noget man kunne blive revalideret til/omskolet til hvis man på andre områder ikke kunne/havde bøwl med være på arbejdsmarkedet. Sådan er det ikke længere. Den offentlige debat og mediehistorier ”skaber” også en negativ fortælling. Jeg vil hermed understrege, at en sag som ”Else fra kongsgården” osv. på ingen måde er i orden. Og det som blev vist på TV var skrækkeligt. Der er mange andre sager, som er af samme karakter inden for andre fagområder. Der har også været nogle grusomme tv-udsendelser om børns hverdag på forskellige børnehjem i 2021. Og jeg tager naturligvis afstand fra alt hvor den enkelte ikke mødes med omsorg og behandles med respekt. Når man arbejder med mennesker, så skal den enkelte understøttes i at leve det liv, som man ønsker. Min klare holdning er, at foregår der noget ”som borgeren ikke kan være tjent med”, så skal det ABSOLUT frem i lyset. Og så SKAL praksis ændres. Det gælder inden for alle velfærdsområder, hvor mennesker får penge for at ”arbejde med andre mennesker”.

– Socialrådgiverne har også fået svære arbejdsvilkår gennem årene. Presset på at der skal spares og findes gode løsninger til færrest penge, vil give mange spekulationer på om der er de rigtige valg der træffes. Der er også en øget kompleksitet i mange borges liv. Altså flere problemstillinger som der skal tages højde for. Jeg også sige, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem prisen på et tilbud/en indsats og den indsats der leveres. Det har jeg nogle erfaringer med fra min tid som socialudvalgsformand. Det var ikke KUN prisen – der nødvendigvis – var afgørende for om indsatsen var god. Arbejdsmiljøet er også vigtigt at fokusere på. Så der ikke er en stor udskiftning. Det er vigtigt at ”den som træffer beslutninger omkring borgeren” har kendskab til mennesket, som det handler om!

– Folkeskolelærerne har også været nogle hårde år igennem. Arbejdstid og arbejdstidsaftale, inklusion og målinger gennem elevtests mv. Derudover så er der løbene en skole strukturtilpasnings diskussion i Viborg Kommune. Det er med til at skabe en uvished for ”hvad skal der ske” og hvornår. Det er nok et af de områder, som skaber mest splittelse i partierne blandt byrådets politikere i forhold til land og by!

– Sygeplejerskerne strejkede sidste år med et krav om øget løn. Et sådan fokus har næppe gjort området mere attraktivt for de unge mennesker, da det fortæller om vilkår der ikke står mål med lønnen. Derudover er faget et området, hvor der arbejder flest kvinder. Og man ved fra undersøgelser, at mødrene har stor indflydelse på unges valg af uddannelse. Hvilken mor vil opfordre sit barn til at tage et job, hvor man selv er utilfreds med lønnen set i forhold til det arbejde der udføres? For sygeplejerskerne er det også et opråb om flere ting, som ikke har fulgtes ad: Flere opgaver, krav om specialisering og dermed en lønudvikling som slet ikke har fulgt med tiden. Jeg har i min tid som politiker mødtes med og hørt utallige ønsker om, at lytte til praksis. Det er også kendt, at sundhedsvæsnet har været underlagt besparelser i mange år. Det samme har været gældende i Viborg Kommune, da der i mange år ikke har været afsat penge til det stigende antal ældre. Så tak til regeringen for at stoppe ”automatiske” de årlige besparelser i sundhedsvæsnet og for øremærkningen af flere penge til det det stigende antal ældre. I forhold til ”om at nok er nok”, så skal man skal forstå: Det er ikke bare de sidste par år, som har givet et pres hist og pist. Tempoet er øget markant gennem mange år. Over tid er presset steget og steget på den enkelte sygeplejerske. Samtidig med det så mangler man hænder og det er svært at rekruttere sygeplejersker.

– For alle velfærdsområderne mener jeg, at øgede krav og lønudviklingen ikke har fulgtes ad! Lad mig slå fast: Det er SVÆRE område at navigere i. Der skal træffes de bedste mulige beslutninger for den enkelte og man skal som medarbejder fokus på, at få mest mulig for pengene. Der er krav om at holde budgetterne. Svære vilkår kræver en god faglighed hos den enkelte og opkvalificering, Det kræver også en godfaglig ledelse, der er klar i ”spyttet” med fokus på borgerens bedste og som fokuserer på medarbejdernes bedste i forhold til et sundt arbejdsmiljø.

– Jeg mener også at alle uddannelserne på velfærdsområderne samt kommunale/offentlige forvaltninger kontinuerligt bør modtage undervisning om arbejdskultur og forebyggelse af forråelse. Og når denne line er læst, så vil flere tænke for sig selv, hvad p…. tænker hun på. Automatreaktionen vil være: Vi eller jeg er ikke forrådnede. Og så bliver JEG for alvor bekymret. Alle mennesker er indimellem forråde. Når vi presses ”for meget”, ”får nok”, mødes med tilpas modstand ”som vi føler som urimelig”, eller hvis vores faglighed ikke slår til, og der ikke er hjælp at hente på arbejdspladsen/ledelsen. Der kan også være tale om magt og tab af magt. Altså når noget er på spil for os som enkelt menneske. Går det vores vej? Er grenen som vi sidder på savet over, eller mister vi vores job? Det er der, hvor vi ikke er den bedste udgave af os selv. Som eksempel kan jeg igen nævne Else fra Kongsgården. Måden hun blev talt til og om var skrækkelig, der var medarbejdere nok. Men kulturen var forrået og det smittede af på den måde, som Else blev behandlet på. Og ja, jeg mener, at det at fokus på sund arbejdskultur og forebyggelse af forråelse bør gennemsyre alle offentlige arbejdspladser.

– På alle områder skal der være fokus på ledelse. En ledelse som er kompetent og som er tilgængelig for medarbejderne. Det kræver at ledelsesområderne ikke er for store. De penge der spares på ledelse, de kan være dyre penge at spare og de vil betyde noget for borgernes trivsel og den faglige indsats, medarbejderens trivsel, sygefravær, faglig udvikling og den kultur der er på arbejdspladsen.

– Samlet set så trænger alle velfærdsområderne til både anerkendelse og et løft på lønnen. Ord skaber virkelighed – så derfor kan man med fordel også fokusere mere på de gode fortællinger og alle de succeshistorier der er i hverdagen. For de er der selvfølgelig også. De skal frem i lyset, så man kan se, hvor meget godt der sker HVER dag, fordi der er mennesker som brænder for deres arbejde, selv om de løber stærkt!