Andenplads til Vasehus Rideklub ved DM i Military
I weekenden den 11. – 13. september blev der afviklet landsstævne i military på Kallehavegaard Rideklub ved Randers. Her blev de nye DM-vindere for hold og de bedste kategori 2 og kategori 3 ponyryttere i military fundet.
Fra Vasehus Rideklub deltog 13-årige Laura Marie Nissen på sin pony, Kærlunds Mr. Davidson, i kategori 3 pony kategorien, og her red ekvipagen sig til en flot andenplads.
Military rides i tre discipliner: dressur, terrænspring og banespring, og det er det samlede resultat af alle tre discipliner, der tæller.
Laura Marie Nissen var bedst af alle ryttere i dressur, hun red en fejlfri runde i banespring og klarede terrænbanen kun med et enkelt stop.
Laura, som bor i Hammershøj, har redet military gennem de seneste to år, og kombinationen af de tre discipliner gør det ekstra spændende, fortæller hun.
– Man skal have sin ridning i orden for at kunne være med i toppen, og samtidig får man et ordentligt adrenalinkick af at ride ud på en 3-5 kilometer lang terrænbane med 10-15 spring i fuld fart.
Kommentarer