Debatindlæg f Kristian Pihl Lorentzen. MF for Venstre

Det er nemt at sidde på et fjernt kontor i København og have en teoretisk baseret holdning til problematikken omkring naturperlen Tange Sø. Noget helt andet er, at opleve søen og dens enorme rekreative, kulturhistoriske og naturmæssige værdier på nærmeste hold.

Derfor er jeg rigtig glad for, at miljøminister Lea Wermelin tog positivt imod den invitation til et feltbesøg ved Tange Sø den 10. august, som min MF-kollega Andreas Steenberg og jeg sendte hende. I besøget deltager også repræsentanter for lystfiskerinteresse, Danmarks Naturfredningsforening (DN) samt Foreningen til Bevarelse af Tange Sø. Efter 25 års debat og ”Midtjysk søslag” er det på tide at konkludere. Allerede sidst på året skal miljøministeren komme med et regeringens udspil til, hvordan EU’s vandrammedirektiv skal implementeres i forhold til Tange Sø og Gudenåen. Overordnet er der i debatten peget tre væsensforskellige løsninger: 1) En total tømning af søen, der har været målet for bl.a. DN i mange år. 2) Etablering af en lang kunstig kanal på østsiden af søen, så Gudenåen ledes udenom Tange Sø. 3) Etablering af et kort omløbsstryg tæt på Tangeværket med henblik på at forbedre vandrefiskenes passage.

Det har næppe forbigået nogens opmærksomhed, at jeg i årevis har kæmpet hårdt for løsning 3. Løsning 1 med fjernelse af en 100 år gammel sø, der er blevet en umistelig del af dansk natur til stor glæde for mennesker og dyr, er i min verden fuldkommen grotesk. Løsning 2, der standser gennemstrømning af Gudenåens vand i søen og ødelægger et lysende ikon på vedvarende energi midt i en tid med grøn omstilling af det danske samfund, er i min optik mere grusom en løsning 1. Det skurrer fælt i ørerne, at en enorm kunstig kanal til mindst 300 millioner kroner gennem skoven skulle være et udtryk for naturgenopretning. Helt ude af proportioner.

Løsning 3 er derimod et godt, balanceret og økonomisk overkommeligt kompromis, der bringer os væk fra den nuværende skyttegravskrig. Et kompromis, hvor ingen får alt, men alle får noget. I øvrigt er det en udbredt myte, at vandrammedirektivet kræver fjernelse af alle spærringer i Gudenåen. Ministeren kan vælge ikke at gøre noget ved Tange Sø – ganske som det er sket i Silkeborg ved papirfabrikken, hvor opstemningen glædeligvis er bevaret til gavn for den smukke havn og for Hjejlens sejlads. Tilsvarende beslutninger er taget ved hundredvis af andre vandløb i Europa. Med ministerbesøget om få uger gives reelt startskuddet til slutspurten i debatten og Tange Sø.

Afgørelsens time er nær. Det er mit håb, at miljøministeren og de andre primære interessenter i søsagen kan se behovet for et fornuftigt og realiserbart kompromis, der kan bringe os videre – sammen.