Debatindlæg af Mette Nielsen (S). Folketingskandidat og byrådsmedlem i Viborg Kommune.

Det har været kendt i mange år, at der kommer flere ældre borgere i Viborg Kommune. Det er jo i sig selv glædeligt, at flere mennesker lever længere! Der er også på denne tid af året en ”politiske” skrøne om, at de ældre bliver friskere og friskere, altså underforstået, at de farer rundt på golfbanen eller lignede længere og længere. Den fortælling plejer at blive hentet frem hos nogle politikere, når vi skal lave budget. Den tid nærmer sig igen. Det er i næste uge, at vi skal på budgetkonference i byrådet.

Fakta er, at der kommer flere ældre og at vi kommer til at mangle uddannet personale. Det er en udfordring flere steder – allerede nu. Derudover så er der mange ældre, som har mere end en sygdom at ”bakse” med. Det stiller større krav til de medarbejdere, som kommer i deres hjem for at hjælpe dem i hverdagen. Komplekse forløb hedder det. Det kræver specialisering for løse opgaven ”bedst mulig for hovedpersonen”, altså det hos det ældre menneske som det handler om.

Derfor skal vi sørge for, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer. At der tiltrækkes kvalificerede medarbejdere, og at de sikres trivsel og gode arbejdsvilkår.
Der tales meget om velfærdsaftalen i øjeblikket. Det er mit håb, at det vil lykkedes, at det ude hos den enkelte ældre ville kunne mærkes, at der kommer færrest mulige forskellige medarbejdere hos den enkelte, som har brug for kommunens hjælp i hverdagen. Så der kan udvikles relationer, hvor den ældre føler sig som et værdsat ældre menneske, og ikke blot som et nummer i rækken/på kørelisten. Det er ikke en kritik at det gode og store arbejde, som der laves i hverdagen fra vores medarbejdere. Det er en reminder på, at vi som politikere, bør huske på, hvad det er for nogle rammer og muligheder, som vi giver til vores medarbejdere, når vi laver budget på ældreområdet. Jeg har i mine 12 år på ældreområdet som politiker hørt, adskillige medarbejdere fremføre det ønske. Om at være tættere på ”de ældre” – og komme til færre i hverdagen – for at sikre både nærvær og en god faglighed.

Derfor skal der frigøres tid, og det kan lade sig gøre. Det kræver, at vi sætter medarbejderne fri, så de oplever et større ansvar i hverdagen, og kan træffe flere ”nødvendige” beslutninger i deres arbejde hos de ældre. Det vil uden tvivl give en større arbejdsglæde og et øget ansvar i hverdagen. Det vil også gøre nogle arbejdsgange nærmere i hverdagen, således visitationen ikke skal ind over de fleste ”ændringer” ude hos borgeren.

Jeg foreslog ovennævnte for 9,5 år siden, mens jeg var socialudvalgsformand. Det gav en masse palaver, kan man vist roligt sige. Men jeg mener det stadig, og derfor håber jeg, at tiden nu er moden til at tage nogen større skridt på området. Særligt nu hvor vi har en aftale med regeringen om, at vi gennem en velfærdsaftalen vil udvikle velfærden og skabe større lokalt handlerum. De friere rammer modsvares af en pligt til at levere tydeligere resultater i den velfærd, som borgerne modtager. Det er intet mindre end fantastisk. Der bør ikke være nogen hindringer på vejen denne gang.

Velfærdsaftalen på ældreområdet forventes indgået i Folketinget i september 2021. Den vil danne rammen for arbejdet de næste tre år.