793 kg fosfor gør Viborgsøerne uklare
Klima og Miljøudvalget besluttede den 31. august 2017, at der skal findes indsatsmuligheder i oplandet til Viborgsøerne.
Indsatsen, der har til formål at fremme forbedring af vandkvaliteten i søerne ved at begrænse tilførslen af fosfor til Viborg Nørresø, er led i byrådets Udviklingsplan for Nørresø og Søndersø for at gøre søerne mere attraktive for borgerne.
Statens miljømålsætning i vandområdeplanen for Viborg Nørresø er ikke opfyldt på grund af for høj tilførsel af næringsstoffet fosfor. Fosforen kommer dels fra byens kloaksystem og dels med vandet i Nørremølleå fra kilder i det åbne land.
Fosfortilførslen medfører, at vandet i Viborgsøerne bliver uklart og derfor ikke opfylder miljømålene.
Behovet for reduktion af tilførslen er ifølge statens vandområdeplaner 793 kilo fosfor årligt til Nørresø.
Vandplanlægningens samlede reduktionsmål på 793 kilo er bindende, men det er en statslig opgave at fastlægge og finansiere en indsats, der kan opfylde miljømålene for søerne. Staten har imidlertid udskudt en endelig fastlæggelse af indsatsen til næste planperiode fra 2021-2027.
Udvalgets beslutning i august 2017 om etablering af lavbundsområder, som kan bidrage til det samlede reduktionsmål, kan dog gennemføres ved hjælp at en statslig finansieringsordning for lavbundsprojekter.
Kemisk fosforreduktion
Reduktion af fosfortilførslen til Viborg Nørresø kan opnås ved at gennemføre en sørestaurering med kemisk fosforfældning i Rødding Sø og Loldrup Sø.
Sørestaurering ved kemisk fosforfældning forudsætter gennemførelse af en forundersøgelse, der skal kortlægge fosformængderne, give en mere sikker vurdering af den samlede effekt og sikre, at indsatsen vil kunne forventes at have varig virkning.
Det skal desuden bemærkes, at indsatser i selve Viborgsøerne, fx i form af kemisk fosforfældning eller andet, ikke kan anbefales, så længe fosfortilførslerne til søerne ikke er reduceret så meget som ønsket. Det er desuden konstateret, at den invasive art vandremusling er spredt til Viborgsøerne. Muslingen kan gøre vandet mere klart.
Der er afsat 250.000 kroner til undersøgelse af muligheder for yderligere indsats.
Alternativer kan vare 5 år
Viborg Kommune kan vælge udelukkende at ansøge om et lavbundsprojekt opstrøms Loldrup Sø, hvor Staten allerede har en tilskudsordning, og afvente dels indsatskravet i Statens næste vandområdeplan, dels vandremuslingens effekt på vandkvaliteten.
Alternativet betyder, at belastningen af Nørresø fortsat vil være langt over vandområdeplanens indsatsbehov og miljøtilstanden være længere væk fra målopfyldelse.
Forundersøgelserne i Rødding Sø og Loldrup Sø vil kunne gennemføres i 2018, mens gennemførelse af lavbundsprojektet må forventes at vare 3-5 år.
Kommentarer