Succesfuld Ørum-virksomhed udvider i Bjerringbro
IRHdk-Engineering fra Ørum har med succes specialiseret sig i laseropmåling. Nu etablerer virksomheden en ny afdeling i Industriens Hus i Bjerringbro for at nå ud til en bredere kundegruppe.
Siden efteråret 2013 har René Hougesen fra Ørum – efter mange års erfaring fra en række produktionsvirksomheder – sammen med hustruen Inna projekteret store industrielle produktionsanlæg i både Danmark og det øvrige Norden gennem deres firma, IRHdk-Engineering.
I 2015 investerede IRHdk-Engineering i sin første store laserscanner og har siden da anvendt 3D laserscanning til nøjagtig opmåling af bygninger med installationer og maskiner i projekteringen af store industrielle produktionsanlæg. Det har vist sig at være en god ide – så god at virksomheden nu udvider med en afdeling i Bjerringbro, der skal bejle til en ny kundegruppe.
Med laserscanning holder tidsplanen
Laserscanningerne resulterer i målfaste 3D modeller, der kan anvendes direkte i de designprogrammer, som firmaet anvender til at optimere produktionsflowet i en industrivirksomhed.
– Det er helt afgørende for både økonomi og tidsplan, at projekteringen af en ombygning eller udvidelse af et produktionsanlæg sker på nøjagtige opmålinger. I de fleste industrivirksomheder sker der løbende ændringer i produktionen, som også medfører ændringer i både installationer, maskiner og bygninger. Men det er ikke altid, at disse ændringer er dokumenteret i det eksisterende tegningsmateriale. 3D Laserscanning har vist sig som et effektivt værktøj til at undgå ubehagelige overraskelser undervejs i ombygningen eller der hvor eksisterende maskiner har skullet indpasses i et nybyggeri, fordi vi har været i stand til at forudse eventuelle problemer inden håndværkerne går i gang, forklarer René Hougesen.
Enestående indenfor branchen
Han vurderer at der foreløbigt næppe er andre indenfor maskinindustrien, der råder over laserudstyr, som er på højde med IRHdk-Engineerings – udstyr som ellers fortrinsvis anvendes af landmålere og enkelte arkitekter.
– Vi startede i 2015 med at investere i den første store laserscanner. Den kan operere i en radius på op til 120 meter og måler 970.000 punkter i sekundet med en nøjagtighed på 1-2 mm. Siden da har vi anskaffet yderligere to håndholdte scannere med lidt andre egenskaber. Alt i alt udstyr til mere end en million, fortæller René Hougesen.
Nye kunder i Bjerringbro
IRHdk-Engineering har hidtil primært haft maskinleverandører som kunder. Men parret Hougese tror på, at også bygningsejere kan have stor glæde af laserscanning. Det er baggrunden for, at IRHdk-Engineering nu har etableret en ny afdeling i Center for Industri på Asavej i Bjerringbro. Herfra tilbyder firmaet at foretage nøjagtige opmålinger af både lokaler og eksisterende maskinpark som grundlag for planlægning af ønskede ændringer.
CFI er et netværk for produktionsvirksomheder, som arbejder med udvikling og tilbyder en række services, herunder rådgivning og matchmaking. Henrik G. Larson, direktør for CFI, Center for Industri i Viborg og Bjerringbro, ser et stort potentiale for IRHdk-Engineerings nye Bjerringbro-afdeling.
– Vi har omkring 250 medlemsvirksomheder, hvoraf mange helt sikkert vil få brug for den service, som IRHdk-Engineering tilbyder, siger Henrik G. Larson.
Kommentarer