Bjerringbro

23 byer vil opleve befolkningstilvækst

Prognosen for befolkningstilvæksten i Viborg Kommune de næste 15 år ser godt ud for oplandsbyerne.

De sidste fem år har 14 af byerne i Viborg Kommune oplevet en tilbagegang i antallet af indbyggere. De næste 15 år vil tallet kun være 4, og hele 23 byer vil opleve en befolkningstilvækst på over 5 procent. Det spår en ny prognose. 

De seneste fem år har 16 af Viborg Kommunes i alt 40 byer (defineret ved et befolkningstal over 200) oplevet en vækst på over 3 procent. Især Viborg, Hammershøj og Løgstrup skiller sig ud med en stor befolkningstilvækst. Overordnet er udviklingen dog gået den gale vej. Hele 14 byer har nemlig oplevet en befolkningstilbagegang – værst i Stoholm, Sparkær, Bruunshåb og Vammen.

Men nu vender udviklingen. Det spår en netop udgivet prognose over befolkningstilvæksten i Viborg Kommune. De næste 15 år vil kun fire byer nemlig opleve en svag tilbagegang i indbyggertallet: Bruunshåb, Skelhøje, Sahl og Mammen. Resten af byerne i Viborg Kommune vil enten opleve befolkningstilvækst – for 13 byers vedkommende en tilvækst på 0-5 procent. For de resterende 23 byers vedkommende vil væksten være over 5 procent.

Masser af tilvækst i oplandsbyerne

Af den samlede vækst i kommunen, der lyder på 8500 nye borgere over de næste 15 år, vil størstedelen bosætte sig i Viborg – 6200 stk.

I oplandet er det især Karup, Stoholm, Frederiks, Ørum, Skals og Løgstrup, der vil få flere indbyggere. Sammen med Møldrup, Klejtrup, Hammershøj, Rødding, Tapdrup, Ravnstrup, Mønsted, Løvel, Vammen, Vejrumbro, Sdr. Rind, Rindsholm og Kølvrå står de til at få en befolkningstilvækst på fem procent eller derover i perioden frem til 2032.

Yngst i Mammen – ældst i Hjarbæk

Gennemsnitsalderen i kommunen i 2016 var 41,0 år – varierende fra 36,4 år i Mammen og 50,6 år i Hjarbæk. I Viborg by ligger gennemsnitsalderen på 39,8 – et år under det samlede gennemsnit, mens Bjerringbro med 44,8 år ligger 3,8 år over den samlede gennemsnitsalder.

Bjerringbro og Møldrup er med 44,8 år de to byer over 1.000 indbyggere med den højeste gennemsnitalder.

Kommentarer