2020-udgaven af Tjele på Langs er på gaden
Uanset om man er til morskab, hygge, minder, drama eller viden, så er der meget at hente i de 13 artikler, som den nye udgave af ‘Tjele på langs’ kan byde på. Fredag den 13. blev bogen, som tilmed er den 13. i serien præsenteret ved et arrangement på Vammen Kro.
Fredag i sidste uge blev 13. udgave af ‘Tjele På Langs’ præsenteret ved et arrangement på Vammen Kro.
Det er Tjeleegnens Lokalhistoriske Forening, der står bag udgivelsen, og præsentationen af en ny udgivelse foregår derfor også normalt i lokalarkivets lokaler i Ørum. Af hensyn til de nuværende corona-restriktioner havde man denne gang valgt at henlægge arrangementet til Vammen Kro, hvor der var god plads til de fremmødte bidragydere til bogen samt redaktionen, som i dag består af Lene Hove, Turi Thomsen, Marianne Lybek Witt og Hans Engberg. De tre sidstnævnte har også bidraget med artikler til den nye udgave af ‘Tjele På Langs’
Den nye udgave, som for første gang er illustreret med mange farvebilleder, byder på ‘en pose blandede bolsjer’ – af den gode slags. Tidligere udgaver af ‘Tjele På Langs’ har ofte haft et overordnet tema, men denne gang kan læserne glæde sig til spændende artikler, dokumentarer og anekdoter med elementer af både morskab, hygge, minder, drama og historie. Alle med udgangspunkt i Tjeleegnen.
I det følgende løfter redaktionen noget af sløret for indholdet.
Kendt klovn har rødder i Ørum
De fleste i Danmark er bekendt med, eller har i hvert fald hørt om, Frank Hvam. Den meget pinlige klovn af en mand, der oven i købet kalder sig ved sit eget navn. Men han er faktisk meget lokal, idet han er opvokset på Søndermarksvej mellem Ø og Ørum.
Marianne Lybek Witt, fortalt om sin gode barndom og betror os, hvordan det var, da han var barn i 1970’erne og 1980’erne i Ørum.
Wammens dramatiske ophav
Hvis man kan lide en kærlighedshistorie med drama anbefales Christian Wammens ‘Når bønder elsker’ om familiens forfædre, der måtte en del grumt igennem, inden de fandt lykken. Den handler om finansminister Nicolai Wammens tiptiptipolde-forældre i Vammen.
Smedemesteren i Løvel
Jonna Bach har skrevet en sand beretning om en afdød og markant personlighed fra Løvel. Han var smedemester i byen i 50 år, men inden da, gennemlevede han et sandt helvede i 1. Verdenskrigs skyttegrave på Vestfronten. Han blev tvunget i krig på Tysklands side, idet han, som dansksindet, boede i Slesvig.
“Velkommen til Tjele”
Hvis man synes tiden er gået uden de store samfundsskred, kan man i Hans Engbergs finurlige artikel få vished for, at der trods alt er sket en del. Artiklen tager afsæt i et “Velkommen til Tjele” hæfte, der blev husstandsomdelt i 1972.
Smed i Hammershøj i generationer
Kristen Trankjær giver et vue over, hvordan livet som smed i Hammershøj har udviklet sig. Det er kun et par generationer siden, smeden skulle sko heste, senere skulle store landbrugsmaskiner via Marshallhjælpen revolutionere landbruget. Til i dag hvor smeden stadig servicerer landbrug og erhvervsliv, men hvor også private kunder udgør en stor del af smedens arbejde.
Hammershøj skole – forhistorien
I år kan Hammershøj Skole fejre 50-års jubilæum på sin nuværende placering. Vi bringer forhistorien, nemlig Knud Erik Riisagers artikel om udviklingen af skolen fra 1814-1970. Fra den var “stråtækt” og med kun to klasser (med over 40 elever i hver), til hvorledes den blev udbygget og udviklet, og endte som en stor centralskole. Og er der egentligt noget om, at Hammershøj kunne være endt som regeringsby? Der er fine billeder af de første præliminærkursister og af markante lærere, som mange nok vil huske.
Slavelignende forhold for tjenestefolk
I en udførlig artikel, baseret på forældrenes kærestebreve, trækker Ingrid Stage fra Bigum os tilbage til de tjenesteforhold hendes forældre blev budt som henholdsvis gårdskarl og som tjenestepige. Der var virkelig forskel på folk, og vi kan af artiklen forstå, at den lovgivning, der skulle forbedre de slavelignende forhold, faldt på et meget tørt sted.
Andre gode historier
Foruden det ovenstående kan læserne glæde sig til en artikel af Else Nielsen fra Løvel, som fortæller om mange timers morskab med amatørteatergruppen, der i en lang årrække har underholdt lokale borgere med både revy og teater, men som også har har været mange andre steder for at underholde.
Bogen bringer også en fortælling om den gamle korn- og foderstofforretning ved Ørum Torv, som snart skal nedrives.
Anna Marie Lebech-Sørensen, som i tidligere udgivelser, har leveret artikler om møller på Tjeleegnen, har i denne udgave bidraget med historien bag bygningerne i Ørum.
Marianne Lybek Witt har skrevet en artikel om Birte Claudell fra Ushus, som i dag er oldemor og stadig med meget ‘fut i’.
Jens Egon Bay beretter om sin opvækst på en gammel slægtsgård i Ø, og hvordan livet blev helt anderledes, helt uden landbrug, selvom han stadig bebor gården.
En anden skribent, Steffen Møller fra Vorning, fortæller med glimt i øjet om sin barn- og ungdom med danseskole, orkester, cykelløb, småjobs og morskab. Og om hvordan han senere fik et godt og indholdsrigt levned udenfor Vorning.
‘Tjele På Langs’ kan købes i dagligvarebutikker i den tidligere Tjele Kommune, hos Lokalhistorisk Arkiv i Ørum og Bog & idé i Viborg.
Kommentarer