Vammen

Vammen-borgere bekymrede over udsigten til nyt, stort biogasanlæg

Se billedserie Et biogas-anlæg som det, der ønskes opført ved Vammen, kunne se ud omtrent som dette. Foto: Teknologisk Institut

Vammen-borgere er i oprør over, at et konsortium vil bygge et biogasanlæg knapt en kilometer syd for Vammen. Frygten er, at anlægget vil påvirke området negativt for borgerne med trafik- og lugtgener, men også at fredet natur og forhistoriske mindesmærker vil blive berørt. Derfor møder de op ved Rådhuset for at protestere, når planerne senere i dag skal drøftes i klimaudvalget.

På byrådets klima- og miljøudvalgsmøde på torsdag 25. januar skal man tage stilling til et oplæg til et nyt, stort biogasanlæg ved Vammen.

Dette har bragt sindene i kog hos lokale borgere, der, hvis planerne realiseres, bliver nærmeste naboer til anlægget, som ifølge oplægget skal kunne behandle 245.000 ton biomasse om året. Væsentligt større end blandt andet biogasanlægget ved Grønhøj.

Anlægget skal bygges ved en svineproduktion på adressen Sønderupvej 1 mellem Vammen og Tjele. Det kommer blandt andet til at bestå af en 25 meter høj skorsten, 20 meter høje reaktortanke og en 12 meter høj hovedbygning. Det samlede areal vil optage cirka 70.000 kvadratmeter.

“Helt gak”, mener Nancy Knudsen, som er en af de Vammenborgere, der får biogasanlægget “lige i baghaven”.

– Det er da en katastrofe at lægge sådan et kæmpestort biogasanlæg lige ved et Natura 2000-område. Og så på det højeste punkt i området, hvor det kan ses fra alle sider, siger hun og peger ligeledes på de trafikale følger.

Ifølge oplægget vil transporten til og fra anlægget foregå i tankbiler og lastvogne, og der er estimeret 73 transporter pr. dag ved 260 transportdage om året eksklusive høsttransporter.

– Så skal store tankbiler til at ligge og køre i pendulfart gennem vores små landsbyer, det er jo helt vildt, siger hun.

Nancy Knudsen er også bekymret over lugtgenerne og henviser til undersøgelser, blandt andet beskrevet i Ingeniøren.dk, der peger på udslip af metangas under biogasproduktionen.

– Jeg har også hørt fra naboer til biogasanlægget ved Foulum og ved Grønhøj, og de siger entydigt at det lugter ad hækkenfelt til.

Artiklen fortsætter under billedet…

Illustration fra oplægget til et nyt biogasanlæg ved Vammen. Illustration: Viborg Kommune

Opråb

Hun har derfor skrevet til en række lokale politikere samt til Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening for at få opbakning til sin bekymring.

Derudover er hun i fuld gang med at mobilisere borgere i både Vammen, Rødding, Foulum og Formyre til at protestere, og ifølge de nyeste opslag på facebook-siden for Vammen, så skal politikerne i klima- og miljøudvalget nok regne med at møde protester, når de på torsdag mødes for at drøfte oplægget.

I første omgang skal udvalget alene tage stilling til, om planlægningen af anlægget skal sættes i gang, herunder blandt andet vurderinger af konsekvenser for naturen og for de omkringboende.

Beslutter man det, vil der herefter blive indkaldt til en fordebat og i forbindelse med den et borgermøde, som foreløbig er datosat til 20. februar.

Fakta

Konsortiet bag biogasanlægget hedder Viborg Bioenergi og består af Serupgård Svineproduktion ApS, Lundsby Biogas A/S, Danroots A/S og Jakob Stausholm & Søren Nymann.

Biogasanlægget skal behandle cirka 245.000 tons biomasse om året. Hovedparten af biomassen udgøres af flydende husdyrgødning, energiafgrøder, samt bidrag fra frasortering fra grønsagsproduktion samt glycerin. Der forventes en årlig produktion på cirka 12 millioner kubikmeter metan. Biogassen vil blive renset og opgraderet, hvorefter det tryksættes og tilføres det eksisterende naturgasnet ved Ørum i form af bionaturgas. Den afgassede biomasse anvendes som plantenæringsstof på landbrugsarealer. Det estimeres, at det vil kunne opvarme 3.600 husstande og samtidig forsyne 12.000 husstande med elektricitet.

Markering af det 70.000 kvadratmeter store område syd for Vammen, hvor man påtænker at opføre et nyt biogasalæg. Foto: Viborg Kommune

Kommentarer