Nærpolitiet – dine lokale betjente

Af Helle Kyndesen, politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi

Det er vigtigt for mig, at vi i politiet er både synlige og tilgængelige, og at du som borger får hjælp, når du har brug for det. Mit håb er, at vi med vores nye nærpolitistationer kommer endnu tættere på de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe.

Patruljering, ekspedition, samarbejdsmøder og efterforskning – det er bare nogle af de opgaver, der ligger hos betjentene på vores nærpolitistationer. Fredag den 15. oktober åbnede vi endnu en i rækken. Med flag, politihund, motorcykel, doughnuts og andet godt bød vi borgerne velkommen til en ny nærpolitistation i Struer. Og jeg synes bestemt, det er værd at fejre. For med nærpolitiet får man lokale betjente, der er dedikeret til området. Vi vil gerne være et kendt ansigt i de byer, vi er i, og jeg er overbevist om, at folk lokalt vil tage betjentene til sig og også bruge dem. Det er vigtigt, at vi er så tæt på borgerne, at vi har så god føling som overhovedet muligt med, hvad der rører sig de forskellige steder i politikredsen. Og at vi i dialogen med borgerne og med lokalkendskabet har den nødvendige indsigt i, hvad der er vigtigt at tage sig af, og hvad der betyder noget for borgerne.

Betjente møder ind hver dag hos nærpolitiet

Nærpolitistationerne har en fast åbningstid i deres ekspedition – tider, du kan finde på vores hjemmeside, politi.dk. I åbningstiden kan man altså komme uanmeldt på nærpolitistationen og være helt sikker på at komme til at tale med politiet. Men betjentene møder faktisk fast ind hver dag hos nærpolitiet. De har altså al deres arbejdstid der og er i byen eller kommunen alle hverdage. Derfor kan man også sagtens lave en aftale med en af betjentene om at komme forbi uden for ekspeditionstiden. Men det er vigtigt, at man laver en aftale, hvis man kommer uden for åbningstiden. Ellers kan nærpolitibetjentene nemlig let tænkes at være på gaden eller til møde med en skole, en forening eller en anden lokal samarbejdspartner, eller de kan være fordybet i en efterforskning. Betjentene har selvfølgelig også en patruljebil, så de hurtigt kan rykke ud, hvis det skulle være nødvendigt.

Nærpolitiet 

Ud over vores syv døgnbetjente lokalpolitistationer er vi nu til stede med nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Nykøbing, Ikast og Struer, ligesom vi har en politiekspedition i Brande og en landbetjent i Nørre Snede. Jeg håber, at man – når man får lært de lokale betjente at kende – føler, at afstanden til politiet er blevet lidt mindre, og at man har lyst til at henvende sig, når man har brug for hjælp, savner et godt råd eller har et tip, politiet burde kigge nærmere på. 

Vi kan selvfølgelig ikke have en politistation i alle byer. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi har vores mobile politistation, som løbende kører rundt og besøger byer i politikredsen. Ser du den mobile politistation, så kig endelig forbi. Vi er altid klar til en snak. 

FAKTA – NYE NÆRPOLITIENHEDER ER EN DEL AF FLERÅRSAFTALEN

  • I december 2020 faldt en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden på plads. 
  • Aftalen indeholder blandt andet 20 nye nærpolitienheder på landsplan.
  • To af de nye nærpolitienheder ligger i Midt- og Vestjyllands politikreds. En ny nærpolitistation i Struer og en udvidelse af den eksisterende nærpolitistation i Ikast. Der er desuden blevet tilknyttet en nærpolitiekspedition i Brande.
  • Den 17. juni 2021 udvidede nærpolitistationen i Ikast sin åbningstid og fik flere medarbejdere og flere lokaler.
  • Den 13. september 2021 åbnede nærpolitiekspeditionen i Brande.
  • Den 15. oktober 2021 åbnede nærpolitistationen i Struer.
  • Midt- og Vestjyllands Politi havde i forvejen nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Nykøbing Mors og Ikast. 
  • Ud over nærpolitistationerne har Midt- og Vestjyllands Politi syv døgnbetjente lokalpolitistationer.
  • Partierne bag flerårsaftalen ønsker med de nye nærpolitienheder et mere tilgængeligt og borgernært politi i hele landet.

FAKTA: POLITISTATIONER I MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi har: 

  • Syv døgnbetjente lokalpolitistationer, som dækker hele politikredsen med patruljering
  • Holstebro
  • Thisted
  • Herning
  • Ringkøbing
  • Viborg
  • Skive
  • Silkeborg
  • Fem nærpolitistationer
  • Lemvig
  • Skjern
  • Nykøbing Mors
  • Ikast
  • Struer
  • En nærpolitiekspedition i Brande
  • En landbetjent i Nørre Snede
  • En politivagt på Udrejsecenter Kærshovedgård

Kommentarer