Kjællinghøl-turen og Kjællinghøl-broen ved Gudenåen

Viborg Kommune tager Kjællinghøl-broen ned inden jul. Broen er fortsat spærret for færdsel på broen, men der er fortsat åbent for sejlads under broen

Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune orienteres på sit møde den 31. oktober 2019 om broens tilstand og nedtagning.

Viborg Kommune har modtaget en skønserklæring fra en uvildig ekspert om Kjællinghøl-broens tilstand.

Rapporten viser, at fejl og skader på broen nedsætter dens styrke og bæreevne i en grad, der medfører risiko for, at den kan styrte sammen – alene i tilfælde af, at der falder meget sne på broen til vinter. Derfor bliver broen taget ned inden jul.

Broen er fortsat lukket for al færdsel, indtil den fjernes.

– Det er en særdeles kedelig situation, både vi og især borgerne i Bjerringbro er kommet i, at vi er nødt til at tage broen ned. Men vi kan ikke forsvare at lade nogen færdes på broen eller lade den blive stående, når der er risiko for den bryder sammen, siger formanden for Klima- og Miljøudvalget Stine Damborg.
Viborg Kommune vurderer, at der ikke er akut risiko for sammenstyrtning af den afspærrede bro lige nu, så sejlads under broen kan foregå som hidtil, indtil broen er fjernet.

Broens fremtid
Skønserklæringen og Viborg Kommunes tidligere undersøgelser udelukker mulighederne for at reparere broen. Broen er angrebet alvorligt af råd mange steder, og den er konstrueret af ubeskyttede granstammer. Derfor konkluderer skønsrapporten, at det ikke kan betale sig at reparere på broen.

Det er – sammen med sammenstyrtningsfaren – baggrunden for, at broen forventes fjernet inden jul.

Som følge af skønsrapportens konklusioner vil kommunen desuden rejse sag om ansvaret for den dårlige konstruktion.

Du kan finde uddybende oplysninger i den dagsorden, som Viborg Kommunes Klima- og Miljøudvalg behandler den 31. oktober.

Baggrunden for afspærringen af Kjællinghøl-broen
I 2016 knækkede en af de langsgående bærende vanger i broens underdel. Broen blev midlertidigt afspærret, indtil skaden var blevet repareret.
Siden har kommunen holdt særligt øje med broens tilstand.
I efteråret 2018 gennemførte et rådgivende ingeniørfirma en undersøgelse af broen. Undersøgelsen viste, at de bærende konstruktioner var så angrebet af råd, at den risikerede at styrte sammen.

På grund af risikoen lukkede Viborg Kommune den 19. december 2018 for al færdsel på broen og lukkede desuden for sejlads under broen
I april 2019 blev forbuddet mod sejlads under broen ophævet, efter at der blev fjernet en del af broens dæk for at lette egenvægten. Selve broen var fortsat spærret for færdsel.
Kommunen har efterfølgende ønsket en mere udførlig og uvildig faglig gennemgang fra en teknisk sagkyndig.

I foråret 2019 afleverede den teknisk sagkyndige sin skønserklæring til kommunen. Det er på det grundlag, at broen fortsat er spærret for færdsel.

Kommentarer